VSPR kæmper for overlevelse i 1. division B. Den kamp fortsætter tirsdag aften.

Overlevelseskampen fortsætter i aften for 1. divisionshold

Tirsdag aften byder på en masse kampe Elgiganten Ligaen og divisionerne. I 1. division B fortsætter VSPR kampen for overlevelse.

Det er tirsdag, og det betyder også, at størstedelen af Elgiganten Ligaens divisioner i dag spiller. Blandt de hold der skal i aktion i aften, finder vi VSPR, der ligger på 8. pladsen i 1. division B.

Efter 11 kampe har holdet skrabet ni point sammen. Ingame leader for VSPR, Grønlænderen, anerkender da også, at sæsonstarten kunne være gået bedre. Der har dog også været uro på de indre linjer, og det er medvirkende til, at der skulle gå fire kampe, før VSPR fik point på kontoen.

Sæsonstarten er ikke gået som forventet, da vi har manglet en femte mand siden starten. Der var nogle problemer på serveren, og så havde vi også brug for at få rykket folks roller lidt rundt, lyder det fra Grønlænderen.

Dermed blev målsætningen om oprykning også skrottet. Med holdets placering in mente er fokus nu et helt andet. Det var især én kamp, der fik holdet til at sadle om.

Efter vi tabte til Quantaya, vidste folk godt, at vi spillede for ringe, og der måtte ske nogle ændringer. Det er bare overlevelse nu, siger ingame leaderen.

Tæt kamp venter

Siden slutningen af januar har Pimp hjulpet til hos VSPR i nogle kampe, og den rutinerede spiller hev i sin debut tre point hjem til holdet.

Det er gået godt i de få kampe, vi har spillet med ham. Men det er rart at have en spiller med, der har så meget erfaring. Han holder styr på modstandernes økonomi og er god til at finde tendenser, fortæller Grønlænderen.

I aftenens kampe venter rækkens nuværende tredjeplads Agaming. Det var netop det hold, Pimp sammen med VSPR tidligere på sæsonen slog 16-14. Og Grønlænderen forventer også, at aftenens opgør bliver tæt.

Jeg forventer, at vi vinder over Quantaya og SERA overbevisende, hvor Agaming-kampen nok kommer til at blive tæt igen, siger han med henvisning til de kommende tre kampe for VSPR.

VSPR's næste kampe i 1. division er som følger:

  • 23. februar, 19:00 - VSPR vs. Agaming
  • 23. februar, 20:00 - VSPR vs. Quantaya-Gaming
  • 24. februar, 20:00 - VSPR vs. SERA ESPORT Epparel

Holdkortet hos VSPR ser ud som følger:

  • Danmark Grønlænderen
  • Danmark tMs
  • Danmark PLANN
  • Danmark fred
  • Danmark Pimp
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.