IceBerg og resten af Tricked skal spille nogle vigtige kampe i dag.

Vigtige kampe som opvarmning til majoren

For flere af holdene i POWER Ligaen venter der i dag nogle meget vigtige kampe.

Mandag byder på endnu en spilledag i POWER Ligaen, så du kan varme godt op til de kommende uger, der står på PGL Major Stockholm.

De fleste hold skal i kamp i dag, men hverken ligaens top- eller bundhold, AaB og Madsport, har kampe på programmet.

Konkurrenterne kan derfor lægge pres på netop de to hold med nogle sejre i dag. Madsport kan risikere at blive isoleret i bunden, mens AaB's førsteplads kan komme i fare.

Hvis vi retter blikket mod top 6, ser det lige nu ud til, at der er syv hold, som kommer til at kæmpe om de seks pladser. Tricked er lige akkurat rykket op på sjettepladsen efter en svingende start, men med hele tre kampe på programmet i dag kan Tricked skyde sig godt op i tabellen.

Den ene kamp er mod DREAM, der ligger nummer syv, mens der også venter en sand klassiker, når Tricked og AGF brager sammen klokken 22.

Udover at møde Tricked skal DREAM også i kamp mod AGF, der ligger nummer fem. Det giver derfor sig selv, at nederlag i begge kampe vil være katastrofalt for DREAMs drøm om at slutte i top 6.

I bunden ser det ud til, at Madsport, SoA, AGF Academy, Astralis Talent og Esport Harte skal forsøge at undgå nedrykning.

Dagens åbningskamp mellem Esport Harte og SoA er derfor meget vigtig for begge hold, mens der også venter to vigtige kampe for AGF Academy mod henholdsvis CEPTER BITSKINS og OPAA. En sejr i bare en i de kampe vil lune meget i den aarhusianske lejr.

Stream

  • 18:00 - Esport Harte Martinsen vs. Spirit of Amiga

  • 19:00 - Tricked vs. Esport Harte Martinsen

  • 20:00 - Tricked vs. DREAM

  • 21:00 - Astralis Talent vs. CEPTER BITSKINS

  • 22:00 - Tricked vs. AGF

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.