"Der kommer altid til at være et pres på os"

Atlantic sigter efter at præstere bedre end det foregående hold.

I sidste uge blev POWER Ligaen endelig skudt i gang igen, men det var kun med en lille håndfuld hold i aktion.

På mandag sættes sæsonen for alvor i gang, hvor flere nye konstellationer og hold får debut og skal bevise, hvorfor de hører til blandt Danmarks bedste.

Et af de hold er Atlantic.

Holdets ingame leader udviser ro og selvtillid, da han ikke er et sekund i tvivl om, at han og holdet har evnerne til at ligge afstand til bunden af tabellen.

Og i og med formatet for sæsonen er ændret, understreger den 17-årige ingame leader også, at hver eneste kamp kommer til at fylde og have en større betydning på det endelige resultat.

Jeg tror på vores evne til at ligge afstand til bunden. Jeg har altid været personen med store forventninger på holdet, og især da formatet i denne sæson er blevet ændret en smule, kommer hver eneste kamp til at fylde mere, fortæller oJay til Dust2.dk.

Så sent som i lørdags kvalificerede holdet sig til Road to Nexus #2, da oJays tropper totalsmadrede Equip og Prosapia Esport i finalen.

Flere på holdet har en fortid sammen under blandt andet Esport Harte og HDE.Hype, hvilket er en af grundene til, at opstartsforløbet er kørt som smurt.

Vi har allerede fået nogle fine resultater, og vi har en fortid sammen, og derfor kommer vi til at spille hurtigere sammen. Så jeg sætter et stort mål. Jeg vil gerne have, at mig og holdet skal op og kæmpe om pladser til slutspillet.

At have et ungt holdkort er ikke kun positivt, da det også har sine ulemper, indrømmer oJay.

For det meste er det unge holdkort, holdets gode kemi og tætte bånd dog noget, som Atlantic vil bruge til at overraske de forskellige hold i ligaen.

Det eneste, som den unge caller ser som værende problematisk, er manglen på en lederrolle. Dette potentielle problem har holdet allerede identificeret, og oJay har påtaget sig rollen og arbejder hårdt på det.

Der er selvfølgelig altid fordele og ulemper ved at have et så ungt hold. Jeg tror for det meste, det kommer til at gavne os som hold, at vi har et ungt hold. Vi kan overraske forskellige hold i ligaen, og vi har generelt bare en god kemi på holdet, da vi er jævnaldrende og fire af os har gået på efterskole sammen, udtaler oJay til Dust2.dk og fortsætter:

Det, som vi dog kan komme til at mangle, er en lederrolle, som kan tage fat, når tingene går af skinnerne. Det er en rolle, jeg prøver at påtage mig. Jeg er dog stadig ung og laver fejl, men vi er kommet en del længere, siden vi spillede sammen sidst, og jeg har ikke andet end store forventninger om projektet.

Vil præstere bedre end det foregående hold

Da ECSTATIC handlede ind hos MASONIC tilbage i sommers, skabte det en kædereaktion på den danske CS:GO-scene.

Her blev især Atlantic en del påvirket, da Anlelele og TausoN blev hentet af MASONIC til at udfylde tomrummet, ECSTATIC efterlod.

Præstationerne, som det tidligere mandskab leverede, lægger et pres på, da oJay og resten af holdet sigter efter at præstere bedre end foregående hold.

Det foregående Atlantic-holdkort peakede på nummer 70 på HLTVs rangliste og leverede en række flotte præstationer i flere online-turneringer.

Det gamle Atlantic-holdkort lå stabilt i ligaen - det var der ingen tvivl om. Det kan man jo bare se, når de får solgt to af deres spillere til MASONIC. Der kommer altid til at være et pres på os, fordi vi gerne vil præstere bedre end det foregående hold. Vi har ikke spillet lige så lang tid sammen som det gamle Atlantic-hold. Dog ville jeg mene, at vores hold kan give nogle overraskelser pga. vores unge alder og vores synergi. Men det kommer til at tage lidt mere til, før vi matcher deres niveau og stabilitet.

I og med det er de første kampe i grundspillet kan nervøsitet forekomme, men hvis holdet vil kæmpe med om de sjove pladser, er tre point vigtige at hente imod Prosapia Esport.

Det kommer til at være tre svære kampe på mandag. Især fordi det er de første kampe, og der kan ramme en smule nervøsitet. Hvis vi gerne vil kæmpe om slutspilspladser, så er vi nødt til at hive tre point imod Prosapia Esport. Samtidig kommer Tricked og MASONIC til at være to svære kampe, hvor man kun kan håbe på et upset, og at vi kommer overraskende for start.

Atlantic består af:

  • Danmark oJay

  • Danmark NoProblemGuy

  • Danmark Zanto

  • Danmark salazar

  • Danmark kroK

Mandag aften venter Prosapia Esport, MASONIC og Tricked.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.