Sidste dag til at stemme

Årets kategorier hylder både årets succeser og skyder en smule skarpt. I dag er sidste mulighed for at stemme til Dust2.dk Awards 2022.

Ovenpå et hæsblæsende år afholder Dust2.dk endnu engang Awards. Årets kategorier tæller både op- og nedture, hylder individuelle præstationer samt årets Dust2.dk bruger 2022.

Herunder finder du alle de nominerede, og i bunden af artiklen er der et link til at stemme, for Dust2.dk Awards skal selvfølgelig bestemmes af dig.

Årets hold

  • Heroic

  • Astralis

  • Copenhagen Flames 1.0

Det er svært at argumentere mod Heroic og Astralis, for selvom sidstnævnte ikke har levet op til forventningerne i år, har Astralis trods alt stadig været med helt i toppen i en række måneder. Den sidste plads på stemmesedlen tilfalder Copenhagen Flames’ hold i første del af året, da holdet fortsatte med at imponere - særligt ved majoren i Antwerpen.

Sprout var også i spil til at få en plads på stemmesedlen, men det var først i august, at holdet blev dansk, og det giver dem kun få måneder til at have imponeret. Næste år kan godt gå hen og blive Sprouts år.

Årets spiller

  • stavn

  • blameF

  • cadiaN

Igen giver de to øverste sig selv, for stavn og blameF har været helt forrygende i år. Den sidst plads går til cadiaN, der som ingame leader har ført Heroic frem til trofæer og førstepladsen på verdensranglisten, samtidig med han selv har spillet rigtig godt og er en karakter, der flot repræsenterer Danmark ude i verden.

roeJ og Staehr var også i spil til en plads blandt de tre nominerede, hvor særligt førstnævnte var meget tæt på.

Årets AWP

  • cadiaN

  • nicoodoz

  • Farlig

Som årets AWP-spiller kommer vi ikke uden om cadiaN og niccodoz fra henholdsvis Heroic og fnatic. Den sidste plads går til Farlig, der spillede en stor del af året i Astralis, og selvom han ikke opnåede den ønskede succes, har han stadig spillet fint for et af Danmarks bedste hold.

Årets IGL

  • cadiaN

  • karrigan

  • HooXi

cadiaN har ført Heroic til trofæer og til en førsteplads på verdensranglisten, og det samme har den meget erfarne karrigan gjort med FaZe, som endda vandt majoren i Antwerpen. De to giver sig selv.

Den sidste plads tilfalder HooXi for fortsat at føre Copenhagen Flames til flotte placeringer, også efter modstanderne ikke regnede holdet som en ukendt underdog mere. Derudover viste han også i slutningen af året, at han kan kontrollere NiKo og huNter og føre dem til trofæer. Det var dog i hård konkurrence med Snappi fra ENCE, der dog mangler et trofæ i år.

Årets riffel

  • roeJ

  • blameF

  • stavn

Igen er blameF og stavn at finde her, ligesom de var i ‘Årets spiller’, men nu er fnatics roeJ også kommet med på listen, da han har været helt forrygende i 2022. Også Staehr og TeSeS var tæt på at klare cuttet, og der kan helt klart argumenteres for, at de to også kan være blandt de tre nominerede.

Årets coach

  • zonic

  • sycrone

  • BERRY

zonic har i hele 2022 været coach i Vitality, hvor holdet har klaret sig ret godt, ligesom de gjorde året før. Det er derfor ikke det helt store, som dansk Counter-Strikes ‘Godfather’ har udrettet, men det er også en præstation i sig selv, at holde sig i verdenstoppen. Sycrone har derimod taget MOUZ fra at ligge omkring top 20 til at ligge i top 10 og flere gange være oppe i top 5. Det fortjener en nominering.

Den sidste plads går til BERRY for det meget flotte arbejde med Sprout, men ruggah fra OG var også i spil, og det samme var vorborg, men for sidstnævnte har sidste halvår med EG ikke været vildt imponerende.

Årets signing

  • Staehr og BERRY til Sprout

  • jabbi til Heroic

  • device til Astralis

Nu kommer vi til en af de meget svære at skulle skære ned til tre nominerede, for der er rigtig mange gode bud. Staehr til Sprout var et kæmpe scoop, og han er ikke kun meget dominerende for dem på serveren, men han kan også gå hen og blive et kæmpe salg. Her må vi ikke glemme, at BERRY kom samtidig, og det ligner også en rigtig god beslutning. jabbi ligner den sidste brik, som Heroic manglede, og det var meget modigt af Heroic, at skifte refrezh ud med jabbi, da holdet lige havde vundet en turnering.
Den sidste plads går til Astralis for at hente device tilbage, selvom vi ikke har set den store effekt endnu. Det var dog meget tydeligt, at Astralis manglede en stærk AWP’er, transferen var satset for device havde ikke spillet i knap et år, men indtil videre har han vist tårnhøjt niveau. Men det er helt sikkert en af dem, der deler vandene.

zyphon og refrezh til Sprout, roeJ og nicoodoz til fnatic, regali til Copenhagen Flames og Magisk, dupreeh og zonic til Vitality er også gode bud på andre, de kunne have været nomineret.

Årets gennembrud

  • jabbi

  • Staehr

  • Buzz

Dette er en af de kategorier, som altid deler vandene, for hvornår slår man igennem? Det er svært at give et klart svar på, og det viser de tre nominerede da også. jabbi talte vi ikke så meget om fra det gamle Flames-hold i 2021, det var meget roeJ og nicoodoz, der løb med omtalen, men Heroic så noget i jabbi, og man må jo bare konstatere, at han er vokset virkelig meget i løbet af 2022, hvor han har slået igennem på den helt store scene.

Staehr gik direkte fra at vinde POWER Ligaen til Sprout, og han var i spil til ‘Årets riffel’. Det vidner om et stort gennembrud. Den sidste plads tilfalder Buzz, der har vist stor styrke i år, senest for MASONIC, og så kvitterede Astralis med en kontrakt.

Årets bommert

  • k0nfig der brækker anklen i en slåskamp

  • CSPPA’s evige forsøg på at trumfe en rangliste igennem

  • ESIC’s procedurer

Situationen med k0nfig behøver næppe flere ord, det var en helt igennem trist situation for alle, og det endte med at koste ham sit arbejde. Derudover har vi valgt at nominere CSPPA, spillerorganisationen, der mente, at de havde opskriften på lykke, hvilket de ville trumfe igennem med sin egen rangliste. Pludselig stoppede der dog med at komme opdateringer, uden begrundelse, og der har været meget stille fra CSPPA i lang tid. Det ligner et dødt projekt.

Hvor skal man egentlig begynde med ESIC? 2022 har vist, at organisationen ikke åbenbart ikke har haft juridisk rygdækning til at afgive visse domme. Samtidig har det været slået stort op mange gange, at ESIC snart ville komme ud med resultatet af store undersøgelser om blandt andet matchfixing, men resultaterne udebliver, og det er ikke til at få at vide, hvorfor. Generelt virker procedurerne til at være nærmest ikkeeksisterende, og ESIC må snart have spillet fallit.

Årets optur

  • HooXi

  • MASONIC’s talentfabrik

  • Heroic som verdens bedste hold

Videre til noget lidt sjovere, da det nu er tid til at hylde. Og der var har været rigtig meget at hylde og glæde sig over i 2022, men de tre udvalgte er endt med at være HooXi for at tage turen fra Flames til G2 og vinde et trofæ med holdet, MASONIC for konstant at finde og genopfinde spillere og sende dem videre i systemet og Heroic, der snuppede førstepladsen på verdensranglisten i år.

Årets nedtur

  • k0nfigs Astralis-eventyr

  • ESIC

  • Tom arena i Rio

Også her har der været nok at tage fat på. Astralis missede sin første major nogensinde, de gamle North-spillere kom ikke tilbage til toppen og Sashi investerer stort i den danske scene men får en meget skidt start på projektet.

Valget er dog faldet på k0nfigs tid i Astralis, der var præget af svingende spil i forhold til forventningerne og så en række dårlige historier om aggressiv adfærd. ESIC som projekt er også nomineret, da der simpelthen er for mange problemer, og så får Rio majoren lov til at få sidste plads for den tomme arena i slutspillet. Første del af majoren i den lille arena var fantastisk, men hypen frem mod de 18.000 vilde fans var kæmpestor, og det blev en lige så stor fuser, for de fleste ville helst være udenfor og se Gaules.

Årets Dust2.dk bruger

  • wake

  • whitebear22

  • JakobHelms

Vi elsker alle vores fantastiske brugere, som dagligt deltager i debatten og gør Dust2.dk til et sted, som mange nyder at besøge. Derfor skal vi selvfølgelig også have kåret årets bruger. I løbet af 2022 blev wake den første til at opnå Superior-ranken for stor aktivitet, og så er whitebear22 og JakobHelms begge gode til at deltage i debatten på en ordentlig måde, hvorfor de to også nomineres.

STEM VED AT TRYKKE HER

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.