Spændingen stiger inden sidste runde

Denne sæson af POWER Ligaen er næsten færdig, men spændingen er stadig i top.

Onsdag skød de fleste mandskaber sig tættere på en sæsonafslutning af POWER Ligaen, og spændingen er fortsat i top i flere divisioner.

I langt de fleste af de i alt 12 rækker er stillingen nemlig ikke afgjort, hvorfor flere hold havde meget at spille for onsdag aften. Grundspillet afgøres nemlig den 22. juni, hvorfor hvert et point tæller her til sidst.

Bundhold holder drømmen i live

Sådan var det blandt andet i 1. division, hvor SERA Youth lignede en sikker nedrykningskandidat forud for spillerunden, men det lavede de om onsdag aften.

Med tre kampe på programmet formåede ligaens sidsteplads nemlig at hente ni point efter fænomenale præstationer af FBM, hudz og v4nse, som på skift leverede varen og sørgede for, at SERA-holdet fortsat kan undgå direkte nedrykning.

Heldigvis for det unge mandskab snublede deres direkte konkurrenter samtidig onsdag.

Både IGNITE og Quantaya fik nemlig blot tre point med fra deres opgør, hvorfor de tre mandskaber nu kæmper om én plads om at komme i relegation, mens to af holdene rykker direkte ned.

Tæt på afgørelse i 2. division

I 2. division A blev der onsdag afgjort én ting, mens en anden er så godt som sikker. Som resultaterne tikkede ind blev det nemlig klart, at divisionens vinder så godt som er fundet, mens også ét hold ikke kan sikre overlevelse.

I den sjove ende af tabellen var det Heldagsgrind, som spillede sig snublende tæt på direkte oprykning.

Mandskabet vandt nemlig to opgør - hvoraf det ene var over de direkte konkurrenter fra AaB, hvilket har sendt holdet hele 12 point foran - og det med tre kampe tilbage.

Meget tyder dermed på, at det er Heldagsgrind, som rykker direkte op, men rent matematisk kan det godt glippe på sidste spilledag. Hvis AaB vinder fire ud af fire kampe, mens Heldagsgrind selv taber de tre resterende opgør, er det nemlig AaB, som rykker op, men meget skal altså falde på plads for nordjyderne, hvis det skal ske.

I den anden ende af tabellen fejlde Mean Old Spirits, da de ikke fik point, hvorfor overlevelse nu er umuligt for bundproppen, som dog kan pynte på resultatet og spille sig op på en næstsidsteplads i sidste spillerunde, hvis alt går som håbet.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.