larsen skal nu igen trække i Tricked-trøjen. Denne gang som coach.

larsen ser frem til ligastart

Dust2.dk fangede Tricked-coachen forud for aftenens sæsonstart i POWER Ligaen.

Tiden er kommet til at få den 22. sæson af POWER Ligaen skudt i gang, og mandag aften er der tre kampe på programmet.

De forsvarende mestre fra MASONIC lægger ud mod Prosapia klokken 19:00, inden Tricked og Atlantic krydser klinger klokken 20:00. Dagen lukkes ned med braget mellem Tricked og MASONIC, og der er således en gentagelse af finalen fra sæson 20 på programmet.

Og det er et opgør, som Trickeds seneste tilføjelse, larsen, ser frem til. Han overtog tøjlerne fra Winspai tidligere på måneden, og ifølge den 25-årige coach bliver det en tæt affære.

Masonic har fået to nye spillere ind, som gør, at de nok også lige skal finde hinanden i deres system. De har gjort det super godt her henover det sidste år, men det er altid svær at spå om, hvilket niveau de kommer ind med i form af deres nye mandskab.

Jeg forventer to hold, som vil gøre alt, hvad de kan for at vinde, selvom det stadig er grundspillet og ikke playoff.

Ingen af os har lyst til at tabe til hinanden. Jeg tør ikke spå, hvordan kampens udfald ender. Udover at jeg selvfølgelig ser os selv gå derfra med en sejr, så kan selve scoren svinge super meget.

Bedre for både hold og seere

POWER Ligaen er i denne sæson skåret ned til otte hold, hvoraf de fire bedste går videre til slutspillet, mens nummer otte rykker direkte ned i 1. division.

Og at konkurrencen nu er skærpet, kommer både hold og seere til gavn, mener larsen.

Vi ser super meget frem til sæsonen. Det er et super tiltag at gøre ligaen stærkere i form af at have færre hold med. Det vil gøre, at selve gruppespillet er mere intenst for både seere og spillere.

Sidst Tricked var i nærheden af POWER Ligaens trofæ var i sæson 20, hvor de tabte finalen til MASONIC. Før det skal vi helt tilbage til sæson 16 for at finde seneste triumf. Og det skal der laves om på, hvis man spørger Tricked-coachen.

Jeg satser på, at det endelig er Tricked-tid i den nationale liga, så jeg vil i hvert fald gøre mit bedste, for at det skal være vores tur.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi vægter ligaen super højt, så at vi ikke har løftet en pokal endnu er ikke godt nok. Selvom vi har en masse international aktivitet, så vil vi også gerne prøve at vinde ligaen igen.

Sidst larsen trak i Tricked-trøjen var i maj sidste år, hvor han måtte vige pladsen for Lucky, der blev hentet hjem fra Astralis.

Nu er det så i rollen som coach, og selvom Winspai længe har været synonym med Tricked, så påpeger larsen, at han også har sin måde at gøre tingene på. Og her kommer fokus især til at være på én ting.

De andre danske hold har rykket sig super meget, det er tydeligt at se i ligaen. Så kæmpe ros til dem. Det har gjort, at jeg prøver at indføre nogle andre tankegange omkring evaluering, så vi igen kan få skubbet gang i den udvikling, som der ellers altid har været i Tricked, og som måske har været lidt gemt væk i den danske liga.

Aftenens modstandere for Tricked er først Atlantic, inden MASONIC venter lige efter. Og netop MASONIC er ét af de to mandskaber, som larsen holder særligt øje med.

Jeg vil sige, at de største konkurrenter er henholdsvis MASONIC og Astralis Talent. Begge hold har været i en super flot udvikling. Det skal man ikke undervurdere. De har været lidt nogle nemesisser for os, men det er noget, som der skal laves om på i den her sæson, slutter larsen.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.