Dust2.dk søger casters

Hvis du går med drømmen om et deltids- eller studiejob, hvor størstedelen af tiden går med at se CS:GO, så læs med her.

Går du og drømmer om et job i CS:GO, så er der nu gode muligheder, for Dust2.dk udvider holdet og søger derfor nye stemmer til at guide seerne gennem de mange kampe, der hver uge spilles i POWER Ligaen.

Vi har ingen forventning om, at du allerede er verdensmester i at caste, men du skal befinde dig godt i rollen som caster og have mod på at udvikle dig.

Din karriere i esport kan nemlig starte hos Dust2.dk, hvor du når ud til rigtig mange og kommer ind i et professionelt miljø, hvor alle konstant arbejder på at forbedre sig.

Det er ikke et krav, at du har castet før og stiftet bekendtskab med OBS, men det er bestemt et plus. Det må dog ikke holde dig tilbage fra at ansøge, for vi skal nok lære dig det, du skal kunne.

Vores forventninger:

  • Du skal kunne producere en stream selv (computer og internet skal kunne trække det, men ansøg gerne hvis du er i tvivl, så finder vi sammen ud af det)

  • Du skal kunne både solo og duo caste

  • Du skal have en basal forståelse for CS:GO

  • Du skal kunne caste primært mandag-onsdag aften i tidsrummet 18-23 (Dvs. op til 5 timer i træk)

  • Være udadvendt og føle dig tilpas i en rolle, hvor du skal underholde, forklare og til tider padle

  • Du arbejder enten hjemmefra eller fra vores kontor i Odense C - det er op til dig selv

Jobbet er timelønnet, og lønnen lyder på 120 kr. i timen, og derudover får du et tillæg til at dække internet hver måned. Dine timer varierer alt efter, hvor mange vagter du skriver dig på, men vi har en forventning om, at du skal kunne bidrage omkring 20 timer om måneden.

Vi ansætter løbende, så sørg for at skyde en ansøgning afsted med det samme!

Din ansøgning må meget gerne indeholde et klip af, at du caster noget. Det kan enten være noget, du tidligere har lavet, men det kan også være en tilfældig demo, hvor du lige caster et par runder og uploader på fx YouTube.

Vi går ikke op i grafik osv., vi skal blot høre dig caste.

Du ansøger her!

#1(Med 0 svar)
8. februar 2023 kl. 20:09
RasmusRoev
Super fedt, at i har taget lidt "feedback" til jer :) Når det gælder opslaget.

Dog kunne man dog godt forvente lidt mere professionelt respons, når man stiller spørgsmål til jobbet.
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.