Selvsikker XI-kaptajn: "Vi bør befinde os blandt de bedste hold i ligaen"
Sidste sæson overraskede XI og gik efter et flot grundspil hele vejen til slutspillet, hvor de endda gav Astralis Talent ganske fin modstand i semifinalen.
Derfor var Dengzoes tropper også set på som en contender til at gøre det endnu bedre i denne sæson, men sådan har det ikke været.
XI ligger med blot tre point efter fem kampe og er ved at blive hægtet af i den hårde kamp om slutspilspladserne, og det er langt fra godt nok, slår Dengzoe fast over for Dust2.dk.
Én sejr efter fem kampe er naturligvis langt fra godkendt. Vi slår Preasy og taber tæt til Wolves i en kamp, jeg føler, vi burde have vundet. Men i de tre resterende kampe, har vi været på et langt lavere niveau, end hvad vi burde.
Helt præcist, hvad den dårlige start skyldes, kan være svært at svare på, men XI-kaptajnen føler dog ikke, at det skyldes hårdere modstand end tidligere.
Han er da også sikker på, at holdet fortsat hører til blandt de allerbedste.
Jeg synes egentlig ikke, modstanden er blevet bedre som sådan. Måske blev vi undervurderet en smule i starten af sidste sæson, hvilket gav en mental fordel i starten. Med det sagt, mener jeg stadig 100%, at vi bør befinde os blandt de bedste hold i ligaen, og det kommer et par dårlige kampdage ikke til at ændre på.
Med en så skidt start kunne man frygte, at der skulle ske drastiske ændringer i spillestilen for at ændre på resultatet.
Dengzoe har dog allerede opskriften klar til, hvordan skuden bliver vendt, og den indebærer ikke nogen store ændringer.
Vi tror på projektet og på hinanden. Vi bliver ved med at blive ved, det er opskriften.
Kan vi forvente at se jer i slutspillet?
Mine spillere hører til i top 4, så selvfølgelig skal vi i slutspillet.