PR1mE var ikke tilfreds med niveauet i dagens kamp.

"Cabbi lukker os fuldstændig ned"

PR1mE var ikke bange for at sætte ord på dagens skuffende finale for Tricked.

Det blev ikke til det tredje POWER Liga-trofæ i denne omgang for PR1mE, der stillede op til taber-interviewet kort efter afgørelsen af den 20. sæson af POWER Ligaen på Anarkist Bar i Odense.

Og det var en ydmyg PR1mE, der måtte bøje sig i støvet for MASONIC's flotte spil på serveren.

Jamen det er jo selvfølgelig en følelse af kæmpe ærgrelse. En lang sæson med nogle kaotiske kampe, som alligevel fører os til finalen, det er vi sgu stadig stolte af.

Så må vi bare sige at i dag, der er MASONIC bare bedre. Der er sgu ikke noget at tage fra dem, og Cabbi spiller en fremragende finale og lukker os fuldstændig ned. Jeg synes faktisk alle spillerne leverer et højt niveau individuelt i dag, og så snyder de os flere gange i løbet af begge maps. Så ja, ærgrelse, men stor cadeau til MASONIC.

Rifleren sætter også et par ord på, hvordan det kunne ende med sådan en afklapsning over to maps.

Jeg tror, at det der egentlig går galt for os er, at vi måske ikke helt er klar fra start. Vi holder ikke helt de aftaler, vi havde lavet.

Så må jeg også bare indrømme at vores individuelle niveau i dag er slet ikke "on point" overhovedet, og vi taber rigtig mange dueller, vi ikke skal tabe. Så det påvirker selvfølgelig også en, men stadig intet at tage fra MASONIC, de spiller en god finale - lokker os i flere fælder, og vi falder i dem.

Hvad så nu?

Jamen vi skal selvfølgelig videre. Nu har vi kun spillet omkring en måned med Lucky, så der er stadig masser at bygge på i den nye sæson. Så det bliver super fedt at øve sig med ham, og så er jeg også sikker på, at så har vi næste sæson.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.